Bangsbostrand kirke gennem tiderne


1902

Bangsbostrand kirke opføres som en filial af Flade kirke. Den kostede omkring 24.000 kr. og var tegnet af arkitekt K. Varming, København. Kirken blev indviet 1. søndag i advent.

 

1935
Man havde benyttet en hammer til at ringe med, og derfor havde man slået den store klokke i stykker. Da man så måtte støbe den om, var der ikke råd til nyt metal, og man besluttede derfor at støbe den lille sammen med den store. Den lille klokke var oprindelig en svensk skibsklokke fra 1848, som var støbt i Karlskrona.  Jysk Jernstøberi i Brønderslev stod for sammenstøbning af de to klokker.

 

1943
Bangsbostrand bliver selvstændigt kirkesogn med egen præst.

 

1945
Orgel med tilhørende forandring af pulpituret i tårnrummet blev opsat i 1945.

 

1945
Kirken fik nye lysekroner, og de gamle blev flyttet til tårnrum og våbenhus.

 

1947
Præstegården opføres lige syd for kirken.

 

1952
I forbindelse med 50-års jubilæet blev kirken restaureret ude og inde, og man fik nyt altertæppe, der var udfærdiget af lokale efter tegning af Margrethe Dreyer.

 

1976
Konfirmandhuset på Hånbækvej bygges og indvies den 15. august 1976. Bygningen er beliggende omkring 2 km fra Bangsbostrand kirke.  et af de primære formål var, at konfirmanderne fra den nybyggede skole, Hånbækskolen, ikke skulle have så langt til konfirmationsforberedelse.
Snart fulgte flere aktiviteter med, f.eks. konfirmandklub, Hånbæk-cafe, strikkeklub og legestue.

 

1985
Kirken blev igen restaureret. Af hensyn til kirkegængernes bekvemmelighed blev en del stolestader taget ud, så der nu er bedre benplads, og bænkenes rygge og sæder blev forandret, så de nu er mere komfortable.
Trægulvene blev afrenset for et tykt lag fernis, så de står pænt lyse. I samme forbindelse blev altertavlens sidefløje taget ned.

 

1992
Et omfattende byggeri blev afsluttet, og Sydfløjen var nu færdigbygget.
Arkitekt Øjvind Jørgensen og rådgivende ingeniør Jens Chr. Jensen fra Heilskov & co. stod for projektet, hvor den gamle præstebolig blev nedlagt som tjenestebolig og ombygget til to lokaler med plads til konfirmandundervisning og mødeaktiviteter. Samtidig blev der plads til kirkekontor og køkken, og på 1. sal blev der indrettet aktivitetsrum for børn og unge samt kirkens børne- og ungdomskor.
Kirken er smukt bygget sammen med den gamle præstebolig, så man nu kan gå direkte fra våbenhuset og over i Sydfløjen. Der er skabt små oaser i glasgangen, hvor man kan sidde og hygge sig og få en snak og en kop kaffe.

 

2007
Kirkens klokke var revnet og skulle udskiftes, og klokkeringningen ændredes fra manuel til automatisk.
Der blev lavet plads til to klokker. Den ene er ny og er støbt hos Pierre Paccard, Frankring. Den anden klokke er fra 1954 og støbt hos John Taylor. Den kommer oprindelig fra Vesterø Havn kirke på Læsø, der i dag fungerer som kursted.

 

2007
Kirkens orgel blev udskiftet, og hele pulpituret udvidedes i forbindelse med denne investering, så loftet blev sænket i våbenhuset og den gamle lysekrone blev fjernet herfra.


Orgelet er bygget af Orgelbyggeriet Marcussen & Søn.

 

2007
Konfirmandhuset blev til ”Hånbækkirken – Bangsbostrand Kirkesal”. Lige fra begyndelsen har huset dog været godkendt – og brugt – til gudstjenester med nadver og dåb.

 

2015
Der blev lavet en indsamling, så Bangsbostrand kirke kunne investere i et nyt flygel som afløser for det Yamaha klaver, der stod i kirken.
Det lykkedes, og kirken råder i dag over et fremragende flygel fra 2015, som er fabrikeret af den tyske flygelproducent Schimmel.
Det bliver brugt ofte – både til gudstjenester og til de mange koncerter, der afholdes i kirken.

 

2018
I november 2018 blev en ny tilbygning indviet. Den er tegnet af arkitektfirmaet Bundgaard ApS.
Her er der indrettet nyt kirkekontor, præstekontor, mødefaciliteter og et fantastisk korlokale. Sydfløjen blev igen delvis ombygget, og i stedet for kirkekontor er der nu personalestue og et stort køkken.
Den nye fløj er bygget sammen med den eksisterende, idet den gamle mellemgang er blevet udvidet med de nye gangarealer, og på den måde har kirken fået et stort åbent kirketorv, som forbinder kirken med Sydfløjen. 
I selve kirken er der også sket forandringer. Døbefonten blev flyttet, så den nu står placeret i kirkens højre side, og i den forbindelse er kirkens gulvklinker udskiftet.

 

2021
Hånbækkirken sælges.
En tung, men nødvendig beslutning, for krav om store besparelser gør det ikke længere økonomisk muligt for Bangsbostrand sogn at drive kirken.

 

2022
Kirkens tag udskiftes efter 120 år. Der er anvendt samme type tegl som de oprindelige. Det vil sige røde falstagsten på kirken og røde bæverhaler på det pyramideformede kirketårn.